Et meget ungt KFUM-mandskab vandt overbevisende pokalkampen mod Skals. Serie 2 mandskabet blev besejret 3-0 – og KFUM er med i hatten, når der kommer divisionshold med i næste runde.

Claus Christiansen havde givet Frank Hansen, Mikkel Buur, Christopher Poulsen, Patrick Bang og Mathias Schjødt en fri-aften, så det var en trup med en gennemsnitsalder i begyndelsen af 20’erne, der skulle spille de hvide videre i pokalen. Og det blev gjort ganske overbevisende. Skals, som for anden uge i træk havde spillede turneringskamp mandag og pokalkamp tirsdag havde slet ikke tempoet til at kunne deltage på lige fod med KFUM.

Allerede i kampens første minut havde Sebastian Smoljan en kæmpe-mulighed, og der var vel tre-fire pænt store chancer inden bolden endte i mål midtvejs i første halvleg. Som så ofte før var vi farlige på vore hjørnespark. Denne gang så det dog ud til at Christian Pedersen fik hjælp af en Skals-forsvarer.

Der var masser af muligheder for at ende på en pausestilling på 3, 4 eller 5-0. 
Bastian Skibsted driblede i en friløber flot uden om keeperen – kun for at sende bolden på stolpen, og Nicolai Johansen flugtede en flot fremlægning af Johan Giehm et pænt stykke forbi rammen. Så KFUM gik til pause med en 1-0 føring.

Der var dog kun spillet 2 minutter af 2. halvleg inden Sebastian Smoljan (billedet) på smukkeste vis havde fordoblet den føring. Fra et Røjkjær-hjørnespark i højre side kom bolden ind til Seb, som sendte den i mål … helt oppe i krogen. 2-0 – og det blev aldrig nogen farlig føring. Dertil var KFUM for overlegne. Mads Markfoged havde ikke behov for at lave een eneste redning i løbet af samtlige 90 minutter.

I 2. halvleg kom to af vore U19-talenter på banen til deres førsteholds-debut. I midterforsvaret blev der debut til Alexander Klein Dalsgaard, og helt fremme kom Asger Sarto på banen. Sarto blev straks involveret i en række farlige situationer.

To gange var han med til at skabe en god mulighed til Christian P. Først blev han nedlagt lige udenfor feltet – men frisparket, og en god skudchance et par minutter senere endte desværre ikke i netmaskerne. Asger Sarto lå på den forkerte side offside tre gange – men fjerde gang blev han sat op af Bastian Skibsted. Den unge forward fik dog ikke udplaceret Skals-keeperen.

Efter 90 minutters ‘one-way-traffic’ var det fint at der alligevel lige kom et mål mere på tavlen. Og det skete da KFUM-anfører Casper Røjkjær lidt uden for feltet, tre minutter før slut, sendte et følt skud i mål. Bolden sad helt ude ved stangen – og Skals-målmanden kunne kun stå på sine flade og kigge bolden i mål.

Et meget ungt og talentfuldt KFUM-hold vandt sikkert med 3-0 – og vi er nu klar til en lodtrækning, der vil kunne give os en kamp mod 1. eller 2. divisions-klubber. Helt som de to foregående sæsoner hvor vi har mødt Brabrand (2016) og Viborg FF (2017).

 

Skals FF – Silkeborg KFUM 0-3 (0-1)
0-1 Selvmål Skals (23)
0-2 Sebastian Smoljan (47)
0-3 Casper Røjkjær (87)

Silkeborg KFUM stillede sådan:
Mads Markfoged – Jacob Molbech, Mathias Lindegaard, Christian Pedersen, Simon Damgaard – Casper Røjkjær, Johan Giehm, Bastian Skibsted, Sebastian Smoljan, Nicolaj Johansen – Magnus Poulsen
Ind i 2. halvleg kom: Jonathan Gammelvind, Aser Sarto og Alexander Klein Dalsgaard

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *