Der var stort fremmøde til JS1’s tredjesidste kamp fredag aften. På White HEART Lane fik de mange fremmødte et større drama da KFUM vendte 0-2 til en 3-2 sejr.
KFUM startede kampen fint, og selvom vi ikke var helt så aggressive i starten, som mod Djursland, så fik vi allerede de første 10 minutter spillet os til et par pæne muligheder – og een kæmpe chance. Christian Pedersen, som atter var i startopstillingen, gled igennem og centrede til Patrick Bang som fra et par meters afstand fra mål blot skulle sætte indersiden på.
Det gjorde Bang – men på en-eller-anden mærkelig måde formåede Fuglebakkens keeper at komme på tværs og redde den bold, som hele langsiden havde set inde. Kort efter brød Fuglebakken så igennem i vores højre side – og Rune Mønster kunne kanonere bolden i net-taget næsten fra 0 grader.
KFUM var fortsat det bedre hold – og kom i resten af halvlegen frem til flere muligheder. Blandt andet havde Patrick Bang et hovedstød, som han sætter i mål i 8 ud af 10 tilfælde. I stedet kombinerede Fuglebakkens Lasse Pallisgaard sig forholdsvis let igennem vort forsvar et minut før pausen – til Fuglebakkens tredje skud på mål. Og andet mål.
0-2 og pause. Stemningen var på lavpunktet – og kun de allermest optimistiske, og humoristiske, slog fast at 2-0 jo som bekendt er den farligste føring. Optimisterne fik heldigvis ret – for KFUM kom ud til 2. halvleg med fornyet optimisme.
Bastian Skibsted blev indskiftet i pausen – og det var netop Skibsted, der et kvarter inde i 2. halvleg kunne sætte bolden højt i mål – til 1-2. Jagten på point var for alvor indledt. Efter endnu et kvarter kom udligningen. Sebastian Smoljan, der i kampen befandt sig fint i mellemrummet mellem Fuglebakkens forsvar og midtbane, fik sat Patrick Bang op – og denne gang svigtede Bang ikke. 2-2 og game on!
KFUM skulle helst bruge alle tre point i kampen om opryknings-pladserne og der var mange store chancer til KFUM i 2. halvleg. Blandt andet til Bastian Skibsted – og til Mathias Lindegaard som desværre fra få meters afstand headede et godt Patrick-Bang-indlæg lige på Fuglebakkens målmand. Men ind ville bolden ikke . Så forløsningen var stor da Mathias Schjødt alligevel – 5 minutter før slutfløjt – assisteret af Bang kunne sende sejrsmålet i kassen. KFUM havde fortjent taget alle tre point – og vendt 0-2 til 3-2. Flot gået, drenge!
Et stort comeback af ‘De Hvide på Søholt’, der dermed har sørget for at der er dækket op til en fantastisk finale om førstepladsen i puljen, når vi på lørdag spiller i Vejle. Vinder vi tager vi førstepladsen – men uafgjort vil også være et særdeles brugbart resultat.
Silkeborg KFUM – Fuglebakken 3-2 (0-2)
0-1 Rune Mønster (10)
0-2 Lasse Pallisgaard (44)
1-2 Bastian Skibsted (60)
2-2 Patrick Bang (77)
3-2 Mathias Schjødt (87)
Silkeborg KFUM startede således:
Mads Markfoged – Simon Damgaard, Mathias Lindegaard, Christopher Poulsen, Mikkel Buur – Frank Hansen, Casper Røjkjær, Sebastian Smoljan, Christian Pedersen, Mathias Schjødt – Patrick Bang
Ind i 1. halvleg kom: Jacob Molbech
Ind i 2. halvleg kom: Bastian Skibsted, Magnus Poulsen

Skriv et svar