Frank Hansen glæder sig til lørdagens topbrag mod FC Djursland og kalder det en kamp mellem rækkens to bedste hold. 

Der venter et vaskeægte topopgør, når Lars Dahls tropper lørdag eftermiddag drager til Grenaa for at møde ‘Hajerne’ fra FC Djursland. Blot ét enkelt point adskiller de to mandskaber i tabellen, og ifølge KFUM-anfører, Frank Hansen, vil det også komme til udtryk i lørdagens kamp.

Jeg tror, det bliver en tæt topkamp med god kvalitet fra begge hold, hvor dagsformen bliver afgørende, og hvor vi skal levere vores absolut bedste for at få en sejr, siger Frank Hansen og uddyber:

Hvis jeg ser tilbage på den første kamp mod FC Djursland, har det været det hold i rækken, der har haft mest stabilitet og kvalitet på hele holdet. De har en solid defensiv, som er krydret med en kreativ offensiv, og derfor vurderer jeg også, at det er rækkens to bedste hold, der mødes i Grenaa på lørdag. 

FC Djursland har kun forladt banen som taber én gang i efterårssæsonen, og det skete på Søholt Idrætspark, hvor de blev sendt hjem med et 3-2-nederlag i bagagen. Sidenhen har ‘Hajerne’ for alvor bidt fra sig og hentet 14 ud af 18 mulige point.

– Hvis vi skal gentage successen fra den første kamp, kræver det, at vi er lige så kreative offensivt, som vi altid er, og så skal vi samtidig være disciplinerede i vores tilbageløb, når vi mister bolden, så vi ikke bliver fanget i for mange omstillinger. Kan vi det, så er jeg sikker på, at der ligger tre point og venter på os, siger KFUM-anføreren og fortsætter. 

– Der er spænding om, hvem der ender i top-4, men hvis vi kan hente en sejr på lørdag, vil det betyde, at vi er meget tætte på at indfri vores målsætning om at spille JS1 i foråret, slutter Frank Hansen. 

Kampen mod FC Djursland spilles på HSM Arena i Grenaa kl. 15.00.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *