KFUM har fået tilgang af den 27-årige målmand, Mads Markfoged, der har en fortid som Superliga-reserve i Silkeborg IF.

Tidligere på sommeren kunne vi præsentere Middelfart-spilleren Nicolai Johansen som nyt ansigt i JS-truppen, og nu kan vi byde velkommen til endnu en 2. divisionsspiller. 

Denne gang er der tale om målmanden Mads Markfoged, der følger Johansens fodspor og dermed skifter Middelfart ud med Silkeborg KFUM. 

Mads Markfoged har også en fortid i Silkeborg IF, hvor han tilbage i 2010 agerede reserve for Lasse Heinze på SIF’s Superliga-mandskab. Sidenhen har han vogtet buret i klubber som FC Fyn, FC Fredericia og senest Middelfart. 

Efter afstikkere til andre klubber ser den 27-årige målmand nu frem til at vende ‘hjem’ til Silkeborg. 

– Da klubben kontaktede mig, var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville spille i Silkeborg KFUM. Det er et hold med flere tidligere holdkammerater fra min tid i SIF, og med klubbens store ambitioner var det egentlig en nem beslutning, lyder det fra Mads Markfoged. 

Mads Markfoged har tilbragt størstedelen af sin seniorkarriere i divisionsrækkerne, og dermed har målmanden ikke det store kendskab til Jyllandsserien. Han forventer dog, at KFUM kan spille med i toppen af rækken.

– Med al respekt for de andre hold i vores pulje, vil jeg mene, at vi har holdet til at spille os i oprykningsspillet til foråret. Det er i hvert fald min målsætning for efterårssæsonen, og det ser jeg gode muligheder for at indfri. På sigt håber jeg at kunne hjælpe klubben op i 2. division”, siger Mads Markfoged, inden han sender en stikpille til sin tidligere holdkammerat.

Derudover glæder jeg mig til at se mindst 15 diagonaler i hver kamp fra Christopher Poulsen, slutter Markfoged med et grin. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *