“Det bliver en stor mundfuld, men fodbold er jo fantastisk, og det går ikke altid, som man forventer. Nu har vi noget at se frem til efter et rigtig fint forår”, siger KFUM-træner Lars Dahl til Midtjyllands Avis.
KFUMs chef- og assistent-træner har begge en fortid i FodsportsForeningen fra domkirkebyen, og det var dermed noget nær den perfekte lodtrækning for KFUMs Jyllandsserie-mandskab.
Naturligvis ligner det en exit fra DBU-pokalen i 1. landsdækkende runde – som i sidste sæson – men hvem ved?
“Kommer de med en flok reserver, skal der måske ikke så meget til, men hvis de møder op med det, som de har at gøre med, skal der selvfølgelig være forskel. Men hvis vi får chancen, napper vi den”, fastslår Dahl i lokalsprøjten.
Lige nu ved vi ikke om kampen spilles den 8., 9. eller 10. august, eller om vi kan være heldige at få den vist på TV3Sport. Hvis det er tilfældet – flytter vi kampen til det spritnye Jysk Park.
Under alle omstændigheder bliver det en fed start på den kommende sæson, hvor det store mål naturligvis er at kvalificere os til JS1.
Skriv et svar