Med en 4-0 sejr over Søften vandt KFUMs Jyllandsserie-mandskab lørdag JS2 puljen – med een kamp tilbage. Stærkt gået af vort stærke træner-team og trup, og et godt tegn inden vi til efteråret skal forsøge at sikre os een af de fire øverste pladser i vor JS-pulje.
I første halvlegr var dog ikke noget der tydede på at KFUM skulle få revanche for 3-0 nederlaget på Søholt – og vinde puljen. Søften var i første halvleg klart bedst, og kun fremragende spil af Mikkel Dalgaard i målet sikrede at vi kunne gå til pausen med 0-0.
Hvor vi smed for mange nemme bolde væk i 1. halvleg, så begyndt vi at flytte bolden lidt hurtigere rundt i 2. halvleg – og efter det første mål af Jannik Mehlsen straks inde i 2. halvleg begyndte spillet at flyde.
Jannik scorede sit – og KFUMs – andet mål på straffespark begået mod Mads Andersen (billedet) kun tre minutter senere, og Søften begyndte nu at se lidt trætte ud. Simon Grøn Iversen blev efter godt en time KFUMs 12. spiller der har scoret i foråret, og senere blev der også debut til Simon Jørgensen, der ligesom Simon Grøn kun er 1999’er. JS2-mandskabet har dermed i foråret givet spilleminutter til syv (7!) U19-spillere.
Simon Jørgensen var også med i 4-0 målet, som blev sat ind af vor anfører – Frank Hansen.
“Søften har et rigtigt fint fodboldhold, der gerne vil spille fodbold. Derfor blev det en fin kamp – og selvom Søften var bedst inden pausen, var det over 90 minutter en fortjent KFUM-sejr,” lød det fra Lars Dahl efter efter kampen.
Flot at vi, som nyoprykker, har vundet puljen een kamp før slut. Nu kan vi fejre 1. pladsen i ro og mag næste weekend mod Kolding IF.
Søften – Silkeborg KFUM 0-4 (0-0)
0-1 Jannik Mehlsen (47)
0-2 Jannik Mehlsen (straffe) (50)
0-3 Simon Grøn Iversen (65)
0-4 Frank Hansen (82)
KFUM stillede således op:
Mikkel Dalgaard, Jacob Molbech, Christopher Poulsen, Mathias Lindegaard, Frank Hansen, Mathias Barthel, Christian Pedersen, Jannik Mehlsen, Søren Philipp, Bastian Skibsted, Simon Grøn Iversen, Sebastian Smoljan og Simon Jørgensen
Skriv et svar