KFUM mødte Skærtorsdag et fysisk stærkt og godt organiseret DGL-mandskab. I 70 minutter lignede det et nederlag – men til sidst var vi alligevel lidt uheldige med kun at komme fra Tilst med det ene point.
Lars Dahl måtte undvære Frank Hansen, Søren Philipp, Mads Andersen og Jannik Mehlsen, men der var alligevel forventning om, at vi var gode nok til at styre løjerne mod DGL 2000. Sådan så det også ud lige fra start. Efter bare 20 sekunders spil blev Bastian Skibsted spillet fri til skud af Jesper Torp. En fin afslutning blev dog toppet af en god redning af DGL-keeperen.
I løbet af 1. halvleg overtog hjemmeholdet dog spillet mere og mere. DGL’s fysik fik overtaget, og når vi fik bolden, var DGL hurtigt tilbage i organisation – og stod så dybt, at vore hurtige offensive folk havde store kvaler ved at finde rum bag 4-back-kæden.
Der blev dog ikke scoret i første halvleg, og det kan KFUM primært takke målmand Mikkel Dalgaard for. Mikkel pillede et direkte frispark fra DGL helt oppe i det ene målhjørne.
Så gjorde man det op i spil og chancer var der heller ikke så meget at indvende imod at DGL kom foran efter 5 minutters spil i 2. halvleg. Et hjørnespark der blev sendt ind til forreste stang blev ikke clearet, og så var Mikkel og KFUM-forsvaret med til – sammen med en DGL-spiller – at ‘fumle’ bolden i mål.
Kasper Thule kom ind som højre back, da Jacob Molbech måtte gå ud med en skade, og så kom Lars Erik Pleh og Christoffer Hoppe ind for at give noget speed og power offensivt.
“Jeg synes at vi spiller en dårlig 1. halvleg, men vi vågner heldigvis op da vi kommer bagud. Jeg synes også at indskifterne kommer ind og gør en forskel,” lød det fra Lars Dahl.
Det var dog først da en DGL-spiller efter godt 70 minutters spil forløb sig og fik præsenteret det gule kort, at vi for alvor fik spillet konverteret til chancer. Det skete bla. også fordi Christian Pedersen i denne fase blev flyttet frem for at give et større tryk på DGL-forsvaret. Og det større tryk gav resultat, for på 2 minutter fik KFUM vendt kampen på hovedet.
Først var det Christian P, der lavede en god aflevering indenom backen. Indlægget/skuddet resulterede i at Sebastian Smoljan inde foran mål kunne glide bolden i mål til udligningen. Og kun to minutter senere kunne Mathias Lindegaard heade et glimrende indlæg fra Kasper Thule i mål. Fra back til back – og 2-1 føring til KFUM … og DGL så trætte ud!
Desværre for Lars Dahls tropper nåede vi dog aldrig rigtigt at nyde føringen – for lidt tilfældigt fik en DGL-angriber en lang tå på en fremlægning, og bolden trillede i mål. Det var et dumt mål at lukke ind – og helt sikkert noget Mikkel og forsvaret skulle kunne ha’ håndteret.
Det var dog stadig KFUM, der havde “the upper hand” – og vi søgte også sejrsmålet. Som vi faktisk troede vi fik lavet få minutter før dommerens sidste fløjte. Et nyt godt indlæg – denne gang fra venstre side – kunne både blive mødt af Johan Giehm og Lars Pleh. Det var Johan der steg op – og pandede bolden i kassen. Desværre havde dommeren set at Johans hænder var placeret i ryggen på DGL-forsvareren, så efter 10 sekunders betænkningstid annullerede dommeren målet.
Efter de første 70 minutter var det et godt resultat – men efter de sidste 10-15 minutter kan vi godt tillade os var lidt kede af at det kun blev til 1 point.
“Jeg synes det var et fair resultat. Vi kunne nemt have været bagud efter første halvleg – omvendt er jeg naturligvis ærgerlig over at vi ikke holder vores føring hjem. Jeg synes også at dommeren – med den linje han havde lagt – burde have godkendt Johans mål til sidst. Men vigtigt at vi fik det ene point”, lød det fra Dahl efter kampen.
DGL 2000 Aarhus – Silkeborg KFUM 2-2 (0-0)
1-0 DGL (50)
1-1 Sebastian Smoljan (72)
1-2 Mathias Lindegaard (74)
2-2 DGL (77)
KFUM stillede op således:
Mikkel Dalgaard – Jacob Molbech (Kasper Thule), Christian Pedersen, Christopher Poulsen, Mathias Lindegaard – Casper Røjkjær, Mathias Barthel (Christoffer Hoppe), Sebastian Smoljan, Jesper Torp, Johan Giehm, Bastian Skibsted (Lars Erik Pleh)

Skriv et svar