KFUMs JS2 mandskab leverede en tam indsats og blev fortjent slået af Fuglebakken 2-0.

Der var afbud fra en hel blok centralt på banen hos Lars Dahls Jyllandsserie-mandskab. Christian Pedersen, Frank Hansen, Casper Røjkjær og Søren Phillip havde alle meldt fra til lørdagens kamp mod bundholdet Fuglebakken. Fra førsteholdstruppen var derudover Sebastian Smoljan og Kasper Thule ikke mulige erstatninger.

Fuglebakken havde inden dagens opgør – i første halvdel af turneringen – kun fået skrabet 2 point sammen, så vi havde alligevel et håb om at vores stærke trup alligevel kunne klare udfordringen.

Håbet led dog endnu et knæk da Johan Giehm allerede efter 20 minutters spil måtte udgå med hvad der godt kunne ligne en alvorlig knæskade. Vi krydser fingre for at Johan hurtigt er tilbage igen. Det gav et 1. holds comeback til Henrik Hedegaard, der har spillet nogle gode kampe på andetholdet. 

Fem minutter senere fik KFUM den første advarsel da et hovedstød fra Fuglebakken ramte begge stænger inden Mikkel Dalgaard kunne kaste sig over bolden på mållinjen (billedet). Og Mikkel måtte hive en kæmpe-redning frem efter 35 minutters spil – så vi kunne gå til pausen med 0-0.

På trods af mange store redninger fra Mikkel i 2. halvleg – så blev det ikke ved med at gå, og 6-7 minutter inde i 2. halvleg snappede Fuglebakkens mest boldsikre angriber bolden fra KFUM og kunne egenhændig sende bolden i kassen til en fortjent Fuglebakken-føring.

Efter en times spil (!) fik KFUM sin første større chance da Jesper Torp blev sendt afsted i højre side. Torps indlæg burde netop indskiftede Lars Pleh nok ha’ sendt i netmaskerne – men desværre fik den normalt så farlige angriber ikke ram på bolden. I det hele taget var det ikke mange målchancer de hvide fik tilspillet sig – og et par straffesparks-appeller for forseelser mod Jannik Mehlsen var vel næsten det nærmest vi kom en udligning.

I stedet fik Fuglebakken så endelig passeret Mikkel en anden gang. Efter et hjørnespark havde Mikkel ellers en fin redning – men riposten kunne han ikke stille noget op mod.

KFUM spiller meget svingende. En overbevisende 6-0 sejr i Vejen blev afløst af en 0-3 bommert hjemme mod Søften, hvorefter vi tog til Kolding og slog det ubestridte tophold. Nu er vi tilbage i et nyt lav-punkt med nederlag til et mandskab ingen andre har tabt til endnu. Vi må håbe at yoyo-effekten fortsætter endnu en kamp – vi bliver nødt til at rejse os mod Brædstrup på fredag.

Fuglebakken – Silkeborg KFUM 2-0 (0-0)

KFUM stillede med disse spillere:
Mikkel Dalgaard – Jacob Molbech, Mathias Lindegaard, Christopher Poulsen, Mads Andersen – Mathias Barthel, Johan Giehm, Christoffer Hoppe, Jesper Torp, Jannik Mehlsen – Bastian Skibsted.
Fra bænken kom disse ind: Henrik Hedegaard, Lars Erik Pleh og Rasmus Sort

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *