Alting har en ende…men det er med stor ærgrelse, tilsat en smule stolthed, at jeg meddeler lukningen af vores U15-hold i Silkeborg KFUM. 

En beslutning, der er truffet efter meget grundig overvejelse og dialog, da årsagerne er mange og varierede. 

Det har været en udfordrende tid for holdet den seneste tid, som har oplevet både op- og nedture, og desværre har forskellige faktorer gjort det umuligt at fortsætte for de resterende drenge i klubben – vi er simpelthen for få tilbage.

Holdet har i mange år været en vigtig del af vores klub – og har længe været det ældste ungdomshold, i perioder med knap 25 spillere i truppen!

Det har været et sted, hvor unge talenter har kunnet udvikle sig både sportsligt og personligt.

Mange af spillerne har givet alt hvad de kunne til holdet, og deres dedikation har været prisværdig. 

Mange har fået deres fodboldopdragelse i KFUM og søgt videre til en højere hylde, hvad enten det har heddet SIF, FC Silkeborg eller senest Young Boys Future, hvor 7 tidligere KFUM’ere er at finde – men rigtigt mange er også faldet fra til andre fristelser, som er en generel udfordring i foreningslivet, især i denne alder.

Men jeg vil glæde mig til at komme rundt på banerne i Silkeborg og besøge “mine drenge”, der fortsat er at finde på diverse fodboldhold.

Jeg har arbejdet for at skabe et miljø, hvor både sjov og seriøs træning kunne gå hånd i hånd – og har igennem 7 år været træner for drengene.

Jeg vil gerne takke både spillere og forældre, for den tid og de kræfter I har lagt i holdet gennem årene, og I vil alle blive savnet.

Selvom U15-holdet ikke længere vil eksistere, vil vi fortsat arbejde på at skabe muligheder for ungdomsspillere i alle aldre og på alle niveauer i Silkeborg KFUM, og vi håber at de erfaringer og venskaber, der blev skabt på dette hold, vil fortsætte at blomstre, både på og uden for banen.

Og måske vi en dag mødes igen – og skaber et nyt hold i hvidt og blåt!

Sportslige hilsner:

-Jens G. Maae

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *