U14 Drengene spillede d. 2/10 hjemmekamp mod FC Silkeborg – og netop FC Silkeborg lå forud for kampen under nedrykningstregen.
Så det var en meget betydningsfuld kamp for drengene, der har været inde i en resultatmæssig svær periode, men hvor spillet er blevet bedre og bedre.
Om det var kampens betydning, forventningen om en storsejr, eller den begyndende tusmørke vides ikke, men faktum er, at spillet denne aften ikke flød. Aaaaalt for mange dribleture, aaaaalt for mange stressede beslutninger og aaaaaalt for upræcise afleveringer gjorde kampen spændende.
FC Silkeborg lugtede deres første point i efterårsturneringen til stor frustration for KFUM-drengene, der til tider agerede både spillere, trænere og dommere – men det fik vi lige styr på i pausen, så ingen var i tvivl om, hvem dommeren var, hvem træneren var og hvem der var spiller.
Den debuterende dommer kom derfor på hårdt arbejde for at styre nærkampene, der blev mere og mere intense. Som han senere indrømmede til undertegnede, så var det at dømme fodbold “ikke så let som han havde troet” – men jeg vil også sige at det var en svær kamp at skulle dømme som sin første nogensinde. En god udetræner og en god hjemmetræner sørgede dog for at skibet kom i havn!
På tavlen stod der ved slutfløjtet 3-1 til KFUM og dermed er KFUM-drengene sikret endnu en sæson i Liga 4 og kan spille frit i de sidste 2 kampe, uden at bekymre sig om nedrykning!
Men dette efterår har vist, at der skal trænes en del, hvis vi skal være med i den sjove ende af Liga 4 til foråret.
Men i dette hold er spillerne til at gøre det – nu skal der bare arbejdes stenhårdt og så skal vi udvikle os!

Skriv et svar