Vi har tidligere beskrevet den nye og meget unge trup og den usikre og kaotiske start på sæsonen. Men efter sidste weekends overraskende stærke spil og sikre sejr på 6-1 over Ringkøbing, så er der nu en helt anderledes optimisme omkring holdets muligheder her i foråret.
Nu forekommer det næsten lidt irrelevant, at der de to første kampe var tretten spillere, der fik debut i DS. For i sidste weekends kamp beviste holdet både overfor sig selv og alle andre, at de allerede nu formår at spille det spil, som de dygtige trænere har arbejdet på at få indarbejdet; netop det spil, der skal til, hvis de unge spillere skal kunne gøre det godt mod langt mere erfarne og fysisk stærkere hold.
For i praktisk talt hele kampen mod Ringkøbing formåede spillerne at løbe for hinanden og spille bolden så hurtigt, at modstanderne enten kom for sent til at tage den eller helt opgav at løbe tæt på boldholderen, fordi de havde lært, at bolden ville være væk, inden de nåede hen til ham. Desuden er det værd at bemærke, at kvaliteten ikke faldt, da KFUM foretog udskiftninger. Som Lars Dahl bemærkede, så var der mange, der gjorde det godt i Ringkøbing, og holdet spillede i det hele taget med et rigtigt fint flow. Det er ikke hverdagskost, at et hold laver seks mål i DS.
Nu har truppen haft endnu en træningsuge, hvor humøret og selvtilliden bare er vokset. Der har været mange på træningsbanen, og der er blevet trænet med stor intensitet. Det lover alt sammen godt for de kommende kampe, men det burde også gøre holdet endnu mere interessant at følge, for vi har nu en trup, som vi ved kan levere flot spil.
I morgen skal de op imod en stærk modstander, når de møder rækkens nummer 3 fra Oure. Vi forventer en spændende kamp med høj intensitet. Vi har i hvert fald en plan om at gå til opgaven med samme aggressivitet og arbejdsvilje, som vi gjorde mod Ringkøbing. Vi er dog samtidig også realistiske og ved, at vi ikke skal tage det for tungt, hvis det hele ikke lykkes i samme grad i morgen. Holdet er under alle omstændigheder godt på vej😉
Vi håber og tror på, at der vil komme mange for at bakke op og se, hvad det nye KFUM-hold kan. Kampen bliver spillet den 21. marts 2026 på KUNSTGRÆSBANE 8 (SIF) kl. 14.00
LJ

Skriv et svar