Weekend, flot sommersol, masser af tilskuere – og ny stor sejr til KFUM i Serie 3.
For første gang i denne forårs-sæson viste vejret sig på fineste måde frem denne lørdag på Søholt, som i øvrigt var flot besøgt af mange tilskuere.
For vores vedkommende handlede dagens kamp om at fastholde stimen af sejre, mod et Fårvang hold som forventelig ville komme med både fysik, vilje og fight.
1. halvleg bliver opløftende set med KFUM-briller. I store dele af halvlegen er vi i fin kontrol og vi lykkes godt med både de defensive pligter og de offensive opgaver.
Efter 15 minutters spil får KFUM for første gang i halvlegen passeret Fårvangs målmand. Brian Pedersen levere en stærk aktion i feltet: 1-0.
KFUM fortsatte det fine spil, uden det dog udmøntede sig i yderligere scoringer. Der skal vi helt frem til halvlegens afslutning, hvor det dog så til gengæld gik meget hurtigt.
Først kan Sebastian Smoljan (39 min.) på et flot gennemspillet angreb score til 2-0. Blot minuttet efter er den gal igen i Fårvangs felt. En flot aflevering fra Kim Rau finder vej til Lars Erik Plehs højre fod. Lars Erik Pleh svigter ikke: 3-0.
Bare minuttet senere er det så igen galt. Denne gang er Hedegaard først på Kim Raus indlæg og 4-0. En fornem afslutning på gode første 45 minutter.
Om det var solen, resultatet, eller Fårvang spillerne der steppede op skal være usagt. Ihvertfald foregik spillet i en større periode mod KFUMs mål i 2. halvleg. Heldigvis var både forsvaret og Vestergaard gode til at løse opgaverne og derfor blev det sjældent farligt.
I modsatte ende var der færre chancer til KFUM, men på en af få lykkedes det: Kim Rau’s afslutning tager overliggeren og på returen kan Patrick Nielsen på flotteste vis score sit første mål i KFUM trøjen. 5-0, som også bliver kampens resultat – og en ny sejr til KFUM er en realitet.
Efter kampen blev Brian “MP” kåret til dagens spiller.
Silkeborg KFUM – Fårvang 5-0 (4-0)
1-0 Brian Pedersen
2-0 Sebastian Smoljan
3-0 Lars Erik Pleh
4-0 Henrik Hedegaard
5-0 Patrick Nielsen

Skriv et svar