Fredag aften var Claus Christiansens tropper på langfart, da holdet mødte Jammerbugt FC fra 2. division i Vrå. Det endte med et 0-2-nederlag efter 0-1 ved pausen.

Jammerbugt FC er en af favoritterne til at rykke op i 1. division, så vi vidste godt, at det ville blive en kamp, hvor vi ville få testet vores defensiv.

Nordjyderne var også mest på bolden og kom til enkelte chancer, men vi skulle hen til det 32. min., før de kom foran. Det skete på et korrekt dømt straffespark. Vi havde nogle enkelte omstillinger, men rigtig farlige blev vi ikke i 1. halvleg.

2. halvleg var kun 4 min. gammel, da det blev 0-2. En opspilsfejl blev straffet promte, og så lå bolden bag Mads Markfoged. Derefter kom vi lidt mere med i kampen og kunne godt have reduceret ved Thomas Bejder og Jonas Ipsen, men skarpheden manglede desværre.

Kampen endte dermed 0-2, og vi fik lært en masse i kampen. Defensivt ser det mere robust ud end i efteråret, men offensivt skal vi være bedre på bolden.

Truppen var ramt til denne kamp, så vi ser frem til at få flere spillere til rådighed igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *