KFUM-træner Lars Dahl glæder sig til lørdag, hvor hans mandskab kan få vasket pletten væk fra 1-5-nederlaget til DGL 2000.
Det var en flok slukøret spillere og trænere, der søndag eftermiddag forlod opvisningsbanen i Tilst. Efter en flot åbning på sæsonen med syv point i tre kampe, fik DGL 2000 nemlig sat en kæp i KFUM-hjulet. Og det var streg i regningen, at Lars Dahls tropper ovenikøbet endte med at blive ydmyget i 2. halvleg med hele 1-5 efter en pausestilling på 0-0.
– Jeg er egentlig godt tilfreds med 1. halvleg, hvor jeg føler, at vi er i god kontrol og har de største chancer. Vi starter også fint efter pausen, og med lidt held får Philipp scoret til 1-0. Men lidt efter bliver vi fanget på en omstilling, og herfra var det op ad bakke, siger Lars Dahl.
– Vi lavede alt for mange fejl, og så må vi også bare sige, at DGL var kyniske og scorede på stort set alt.
Ved tirsdagens træningpas blev kampen snakket igennem, og her blev både spillere og trænere enige om at lægge kampen bag sig og i stedet se frem mod weekendens kamp, hvor holdet skal forsøge at rejse sig ovenpå skuffelsen mod DGL 2000.
– Jeg er glad for, at det allerede snart er lørdag igen, så vi hurtigst muligt kan få vasket den plet væk, slutter Lars Dahl.
Lørdagens kamp spilles på Søholt Idrætspark kl. 13.30, hvor modstanderen er Vorup FB.

Skriv et svar