KFUM kom fint fra start da vi på Jysk Park vandt sæson-åbneren med 1-0 over Hatting-Torsted. Over 200 tilskuere så med da Patrick Bang blev matchvinder for de hvide.

Sæsonen var kun to minutter gammel da Nicolai Johansen blev fældet 5 meter uden for feltet i højre side. Bolden lå perfekt til Patrick Bang, og med venstrefoden sendte Bang bolden i mål nederst ved nærmeste opstander.

1-0 og frygten for at Hatting-Torsted blev svære at åbne op forsvandt som dug for den sol vi for en gang skyld fik at se.

Scoringen fik dog ikke Hatting-Torsted til at vove sig længere frem, og Horsens-mandskabet stod meget dybt gennem hele halvlegen. Ganske ofte med 10 mand på den bagerste tredjedel af banen. Da Hatting-spillerne samtidig ikke var aggressive betød det at KFUM-spillerne fik for meget tid med bolden – og det gik ud over farten. Spillet blev simpelthen for langsomt.

Der var en del pæne muligheder for at udbygge føringen i første halvleg – men der manglede ‘det sidste’ i de kombinationer der var nødvendige. Spillet, hvor vore hurtige folk i front fik plads at løbe i, var ikke-eksisterende. Alligevel vil Bang, Johansen, Mehlsen og Skibsted helt sikkert ærgre sig mandag aften. På en ‘normal dag med dét spilovertag’ havde vi været foran 3-0 ved pausen. I stedet måtte vi nøjes med en smal 1-0 føring ved halvtid.

I anden halvleg fortsatte det samme mønster. Pæne chancer, hvor den største tilfaldt målscorer Bang, da Røjkjær efter et Simon-Grøn-indlæg serverede bolden for Bang. Hatting-Torsted forsvaret nåede dog at få blokeret Bangs skud på mål. Ved samme lejlighed fik Patrick Bang en forstrækning og måtte lade sig udskifte med Tobias Perto. Bang havde dog allerede gjort nok til at vinde publikums Man-of-the-Match award.

Spillernes MOTM (Fidusen) gik til Simon Grøn-Iversen, der spillede en god kamp på højre back. Simon gik flere gange godt med frem – og set fra lægterne blev han – og KFUM – snydt for mindst eet straffespark. Peter Leths billede beviser næsten denne påstand:

Hatting-Torsted formåede ikke at tilspille sig nogen chancer i åbent spil – men ved hjørne-spark og fri-spark var det defensivt indstillede mandskab naturligvis farlige. Mads Markfoged var dog en sikker sidste KFUM-skanse.

1-0 og tilbage til Søholt Parkvej 8 … KFUM er på tavlen med 3 point.

 

Silkeborg KFUM – Hatting-Torsted 1-0 (1-0)
1-0 Patrick Bang (2)

Silkeborg KFUM stillede således op:
Mads Markfoged – Simon Grøn, Christian Pedersen, Mathias Lindegaard, Mikkel Buur – Frank Hansen, Casper Røjkjær – Nicolai Johansen, Bastian Skibsted, Jannik Mehlsen – Patrick Bang
Ind fra bænken kom: Tobias Perto, Jacob Molbech, Simon Damgaard Jørgensen

 

Ét svar til “KFUM vinder på Jysk Park”

  1. Bjarne Jensen siger:

    meget flot kamp af KFUM. Det var dejligt at være tilbage og se sin gamle klub spille. Jeg ønsker dem alt held og lykke fremover, og jeg håber de må rykke op. Det er ikke sidste gang, jeg kommer og ser dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *