Nekrolog.
De fleste af os glemmer aldrig Knud Jensen, der om nogen var indbegrebet af klubmand. KFUM var en stor del af Knuds liv – og han har via mange klub-funktioner været en del af vores.
Jeg var lige fyldt 7 år da jeg mødte Knud første gang – på sportspladsen på Nordre Skole. Vi havde gymnastik, og med vores lærer Hans Vestergaard som dommer var der som regel dømt fodbold. A-klassen mod B-klassen. På papiret virkede vi stærkest i A-klassen. Udover undertegnede havde vi Graver på fløjen, Pauli på midtbanen og Flemming Søby i forsvaret. B-klassen derimod lignede en overkommelig modstander. Lange Bammer i forsvaret, Kent som var mere frygtindgydende uden for banen end på den, Mustafa, der nok allerede dengang lavede bedre pizza end han spillede fodbold … men så havde de Knud.
Gymnastik-time efter gymnastik-time – og ikke mindst: Idræts-dag efter idræts-dag fra 1. til 5. klasse … her bombede Knud. Vi tabte stort set hver gang – og hver gang var det fordi Knud havde banket 3, 4 eller 5 mål i kassen. Knud var dengang ikke så meget mindre end os andre – men til gengæld havde han masser af muskler. Vi vidste i starten ikke noget om Knuds sygdom med de dobbelte knogler – Knud var derfor det nærmeste vi kunne komme på en fodboldhelt fra “Bankhursts Barske Boldbørger”. Muskuløs og med et spark der altid testede Nordre Skoles slidte målnet. Derfor fik Knud i dyb respekt tilnavnet Kondi Knud.
Da vi andre begyndte at vokse noget mere – og kunne begynde at spille bolden uden om Knud, som blev mere og mere hæmmet af sin krops ‘skæve udvikling’ – begyndte vi i A-klassen at få overtaget. Men Knuds tilnavn hang ved – og dermed også respekten. I hvert fra alle os der havde set ham bombe.
Udover som spiller har jeg naturligvis også oplevet Knud i KFUM, som holdleder, formand – klubmand. Livet var ikke altid let for Knud, ja faktisk tror jeg, at hans bedste tider var i klubben han elskede … og så når han bankede mål ind som Kondi Knud.
Hvil i fred!
/Holger Kristiansen
Knud bliver bisat fra Alderslyst Kirke fredag den 16. oktober kl. 13.30.

Hvil i fred Knud du var en god mand for kfum kan huske tilbage i tiden fra ringgården og nordre skole.