Serie 1 spillede 1-1 for anden gang i streg, da man i Rønde måtte nøjes med uafgjort mod TRIF. Mål af Ali Farej.

Og tillægger man DS’ 1-1 i Vejgaard, så var det 3 x 1-1 til førsteholdstruppen på en uge. Lidt mindre end hvad den ambitiøse trup havde håbet på.

Fredagens kamp startede med fint KFUM-spil. Kunstgræsset passede vores trup godt – og med hurtige pasninger spillede vi til tider det bedste vi har gjort i denne sæson endnu. Men den første halve time blev uden de helt store muligheder, hvor kun Oliver Schmidt fik afsluttet. Men desværre lige på TRIF-keeperen.

Efter 40 minutter brød en godt-spillende Sebastian Blindkilde igennem fra sin position som højre back. Blindkilde fandt Anton Leth, der dygtigt tog bolden med sig – og spillede Ali Farej der kom i boksen. Alis skud blev dog fod-pareret af TRIF-keeperen. Men blot minutter senere var de samme tre i aktion igen. Blindkilde centrede mod Anton, som denne gang dog hoppede over bolden, som igen endte hos Ali, der kom i feltet. Og denne gang var der mål. Fortjent 1-0 til KFUM.

Ali sender KFUM på 1-0

I starten af 2. halvleg fortsatte KFUM takterne. Alexander Klein, der er ved at være helt klar igen efter skade, havde to fantastiske rush gennem banen, der vakte minder om Morten Olsen. Første gang kombinerede Klein med Anton og anden gang med Blindkilde – og i begge tilfælde var det tæt på 2-0 scoringen. Størst var chancen til Anton, som sendte bolden på stolpen. Utur.

Samtidig med at solen gik ned over Rønde Idrætscenter fik TRIF i den sidste halve time skabt en del muligheder. Primært på standarder, som vort unge mandskab havde lidt svært ved at afvise. Og ‘galt’ gik det efter 65 minutter da et hjørnespark ikke blev ekspederet væk, og Rønde-mandskabet tæt under mål kunne udligne til 1-1.

På mange måder en god kamp med en del fine præstationer.

TRIF – Silkeborg KFUM 1-1 (0-1)
0-1 Ali Farej


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *