KFUM pudsede fredag aften formen af mod Jyllandsserie-mandskabet fra Vildbjerg. Det blev til en 2-1 sejr i en kamp, hvor de første 25-30 minutter var det bedste vi har set efter sommerferien.

Vildbjerg spillede i foråret med om oprykningen til Danmarksserien, så det var en udmærket træningspartner forud for pokalkampen onsdag og første turneringskamp mod Lemming en uge senere. På Søholt var også Steffen Højer og Ralf Pedersen – Viborgs nye trænerteam efter fyringen af Johnny Mølby. Steffen Højer har givet noteret end del ned i den første halve time for her flød KFUM-spillet flot, og der var masser af chancer til at lukke kampen i denne periode, blandt andet havde Nicolai Johansen et par gode muligheder for et debut-mål. 

Publikum fik dog et debut-mål – og et flot eet af slagsen, for Ruben Møller Nielsen fik flot afsluttet et godt angreb over venstre, hvor Mads Andersen blev spillet bredt – og han centrede ind i panden på Ruben.

Målet til 2-0 lignede 1-0 målet i den forstand at det også var et gennembrud i venstre, en hård centring og en spiller der kommer i løb i feltet og afslutter. Denne gang var Nicolai Johansen assisterende og Jannik Mehlsen spilleren med sidste fod på bolden. På billedet har Jannik netop sendt bolden i kassen – se i øvrigt alle Peter Leths billeder fra kampen her.

I slutningen af halvlegen og det meste af 2. halvleg udviklede kampen sig til en lige – og lidt stille – affære. Eneste mål var det reduceringsmål som Vildbjerg kanonerede i kassen allerede i 1. halvleg.

En lang række udskiftninger kombineret med 10 minutters udvisning gjorde desværre 2. halvleg lidt tam. Til sidst i kampen fik KFUM dog atter et fint overtag, blandt andet på grund af Sebastian Smoljan, som fik de sidste 20 minutter efter hans obligatoriske lange sommerferie. Seb var livlig og ramte blandt andet opstanderen i et godt forsøg.

2-1 holdt hjem – og næste modstander hedder Viborg FF.

Silkeborg KFUM – Vildbjerg 2-1 (2-1)
1-0 Ruben Møller Nielsen
2-0 Jannik Mehlsen

KFUM:
Mads Markfoged, Jacob Molbech, Christian Pedersen, Christopher Poulsen, Mads Andersen, Frank Hansen, Casper Røjkjær, Jannik Mehlsen, Mathias Barthel, Nicolai Johansen
Ind fra bænken: Tobias Perto, Bastian Skibsted, Simon Grøn-Iversen, Sebastian Smoljan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *