Efter en god gang fodbold måtte KFUM kapitulere i årets DBU pokalturnering, da Brabrand kunne rejse retur til Århus med en 6-2 sejr.

“Vi gav det chancen”, sagde Lars Dahl efter kampen, og henviser til, at KFUM turde spille kombinations-spillet mod 2. divisionsholdet.

“I mindre perioder af kampen kører vi altså meget godt rundt med dem”, supplerer Christopher Poulsen.

De ca. 100 tilskuere på Søholt fik den bedst tænkelige start på kampen, da Mads Andersen efter kun 4 minutters spil bragte KFUM på 1-0. Et frispark fra højreside fra Mads fik ikke helt nok højde – men endte alligevel hos venstre-backen igen – som med en følt venstre inderside kunne dreje bolden i mål til 1-0.

I denne periode var Brabrand en smule rystet, og med lidt mere held havde Christian Pedersen øget til 2-0, men forsøget gik snert forbi Brabrand-målet. Udligningen faldt efter 25 minutters spil. Et indlæg, et skub i ryggen på vort forsvar og en uheldig berøring, så dumbede bolden ned til Morten Peipinen som let kunne score.

KFUM var dog stadigt farlige, og Søren Philipp var meget tæt på at overliste Brabrand, da han – næsten fra sidelinjen – hårdt forsøgte at score. Et knaldhårdt spark som snittede målrammen, og som keeperen ikke havde nappet om det havde været indersiden den havde ramt i stedet.

I 1. halvlegs sidste minut fik Brabrand et frispark lige uden for feltet. En masse KFUMere og Brabrand-spillere i muren gjorde at Mikkel Dalgaard formentlig ikke kunne se det hårde frispark, der ellers sad næsten lige i målet. 1-2 efter en fantastisk KFUM-halvleg.

I 2. halvleg havde KFUM faktisk mere spil end i første – nok mest fordi Brabrand gav os lidt mere plads … efter at den tidligere Superliga angriber Kenan Hajdarevic havde gjort det til 3-1. To af målene i 2. halvleg var kontra-mål, hvor vi for let gav bolden væk på midten – og Brabrand let bragte sig i overtal, og et andet mål var et resultat af at vi ikke fik ekspederet bolden væk fra et hjørne. Men disse tre mål blev også sparket ind med manér. Flotte mål af Brabrand-offensiven.

Kampens flotteste mål blev dog lavet af Christian Pedersen da han reducerede til 2-4, med et spark helt oppe i højre målhjørne efter et flot KFUM-opspil.

Der VAR forskel i speed og konsekvens i de afgørende aktioner. Men det gode, som vi kan tage med fra kampen er, at I selve (kombinations-)spillet … der er vi altså ikke langt fra 2. divisions tophold.

Et eventyr er slut. Et nyt kan passende starte på fredag, hvor vi starter turneringen ude mod Viborg Søndermarken.

Silkeborg KFUM – Brabrand 2-6 (1-2)
1-0 Mads Andersen
1-1 Morten Peipinen
1-2 Mike Kaljo
1-3 Kenan Hajdarevic
1-4 Mike Kaljo
2-4 Christian Pedersen
2-5 Orhun Øzturk
2-6 Mads Rosenberg

Se alt kampfakta her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *