KFUMs Jyllandsserie-mandskab spillede sig tilbage i topstriden med en stor 1-0 sejr over Brædstrup.
KFUM var hårdt ramt i sidste uge da man tabte 2-0 i Fuglebakken. Fire bærende spillere var ude – og årets spiller i efteråret, Johan Giehm, blev korsbåndsskadet efter 20 minutter. Tilbage i kamp for “De hvide fra Søholt” var Casper Røjkjær, Frank Hansen og Christian Pedersen til fredagens kamp mod Brædstrup.
Vi slog Brædstrup 7-1 i den omvendte kamp, men rækkens bundprop har forbedret sig væsentligt siden sidst. Alligevel kunne KFUM nemt ha’ vundet 3 eller 4-0, hvis man bare havde været en smule skarpere på den sidste tredjedel af banen.
Fra start satte KFUM sig på spillet og der var gode hovedstøds-muligheder både til Kasper Thule og Jannik Mehlsen ligesom Jannik havde en godt skud på mål, som Brædstrup-keeperen var en smule heldig at komme i vejen for. Hele tiden så det ud til at det ‘bare var et spørgsmål om tid’ før KFUM fik hul på bylden. Men tiden gik – og pausestillingen var 0-0.
I pausen kom Lars Erik Pleh på banen, og dét at vi spillede med to på toppen skulle trykke Brædstrup det sidste stykke. 2. halvleg bød også på flere gode muligheder – blandt andet havde anfører Frank Hansen en god mulighed for at score sit første mål i KFUM-trøjen.
De mange tilskuere på Søholt nåede dog aldrig at blive rigtigt urolige for at de 3 point ikke kom i hus – for i det 64. minut løb KFUMs hurtige Jannik Mehlsen fra Brædstrup-forsvaret på en fin Mathias Barthel-fremlægning og sikrede 1-0 målet.
KFUM var tættere på 2-0 end Brædstrup var på udligningen, og sejren gik over i historie-bøgerne som ‘en voldsomt sikker 1-0 sejr’.
Jannik Mehlsen var en konstant fare – og kunne godt med lidt held have lavet et mål eller to mere – men han gjorde nok til at blive matchvinder, og til at få fidusen som Man of the Match.
Silkeborg KFUM – Brædstrup 1-0 (0-0)
1-0 Jannik Mehlsen (64)
KFUM stillede op således:
Mikkel Dalgaard, Jacob Molbech, Mathias Lindegaard, Christopher Poulsen, Mads Andersen, Frank Hansen, Casper Røjkjær, Kasper Thule (46. Lars Erik Pleh), Mathias Barthel, Jannik Mehlsen, Christian Pedersen

Skriv et svar