Idag – den 26. marts – runder Ove Christensen en skarp milepæl. Træner-legenden fylder 70 år.

Inden sin imponerende fodboldtræner-karriere havde Ove faktisk en imponerende karriere også som bordtennis-spiller og -træner. Ove var derfor omkring de 40 år inden han for alvor slog ind på fodbolden. Og det er altså imponerende 30 år han har haft i dansk fodbold.

Hans første fire klubber var lokale nordjyske klubber. Først Vrå/Børglum IF, siden Brønderslev IF og Nørresundby, som han i 1992 tog til toppen af 3. division. I 1994 vandt han sit eneste DM – med Fortuna Hjørrings damehold. Herefter ser Oves karriere således ud:

1995-1999 Viborg FF
1999-2000 Landstræner Danmark U18 (bla. med Frank Hansen)
2000-2001 AGF
2001-2003 AB
2003-2006 Viborg FF
2007-2009 Vejle Boldklub
2009-2011 Randers FC
2011 FC Hjørring
2011-2014 Viborg FF
2014-2016 Vendsyssel FF
2017-2018 Akademisk Boldklub (konsulent)
2017- Silkeborg KFUM (mentor, konsulent, sportschef…)

Der er masser af højdepunkter i Oves karriere. Hvis vi alligevel skal pille tre af dem ud – ville vi vælge:

  • Sæsonen 2005-2006 lavede Ove en meget stærkt VFF mandskab. De var på intet tidspunkt i sæsonen ude af Top 4 – men mistede bronzen til sidst og blev nr. 4 – det bedste resultat klubben har opnået.
  • Sæsonen 2009-2010 var legendarisk. Randers var død og begravet da Ove tog over. Men med historiens største turnaround reddede han Randers – og blev fortjent kåret til “Årets Træner” i 2010
  • Og så selvfølgelig perioden hos os i KFUM 🙂 … Ove har været en stor støtte til alle vore tre trænere på turen opad (Lars Dahl, Claus Christiansen og nu Thomas Loft)

Alle os der kender og møder Ove bliver imponeret af hans motivation, engagement og indlevelse. Tak for det, Ove … og stort tillykke med fødselsdagen (selvom vi ved, at du ikke fejrer ‘den slags’).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *