Corona gi’r dansk fodbold mulighed for at rette på ’en gammel fejl’ og genindføre kalender-sæsonen. Læs Holgers indspark til debatten om hvordan vi afvikler de fire øverste ligaer på den anden side af Corona.

Corona-krisen synes stadig at være et godt stykke fra toppen, hvilket d.d. har fået Divisionsforeningen (DF) til at udsætte turneringerne ’på ubestemt tid’.

Der er nu ikke længere mange, der tror på, at der bliver sparket mange fodbolde på denne side af påske. Ja, jeg vil endda også tillade mig at tvivle på om slut-april er en reel mulighed.

Derfor skorter det lige nu ikke på indspark til modeller fra fodboldverdenen om hvordan man skal afvikle turneringen – når/hvis man kan. De to mest fair – og dermed de mest seriøse – løsningsmodeller i den nuværende struktur, er i prioriteret rækkefølge disse:

i) Spil alle kampe færdige. Er man klar til at spille kampe omkring ultimo april/primo maj – så kan man formentlig nå i mål med to kampe om ugen (weekend og midtuge)
ii) Stop Superligaen og 2. divisionerne efter grundspillet og stop 1. division og Danmarksserien når holdene har mødt hinanden to gange. Og afgør så top og bund-placeringerne derefter. Det betyder at alle ligaer kan blive færdig på 2-5 runder.

Udover ovennævnte er der en mængde andre løsningsforslag i medierne, som dog hverken er fair eller voldsomt seriøse. Også fordi de som regel foreslås af klubber som er direkte impliceret i toppen eller i bunden af ligaerne.
Det klinger eksempelvis hult på mig når Holstebro (i vores DS pulje) taler varmt for at låse turneringen med dagens placering, så man sikrer sig oprykningsplayoff-pladsen. Eller for den slags skyld når bundhold som VRI (også i vor pulje) argumenterer for at turneringen skal nulstilles/droppes.

Jeg har en anden idé!

Hvorfor ikke udnytte den ulykkelige Corona-situation til at fixe en gammel fejl vi har begået i dansk klubfodbold i starten af 90’erne:
”Lad os bruge 2020 på at vende vores fire øverste ligaer (Superliga, 1. division, 2. division og Danmarksserien) til kalender-turneringer!”

Lad Danmark komme på fode igen efter Coronaen – og lad os så spille 2. halvdel af indeværende turnering i efteråret (juli-november). På den måde vil vi være klar til at starte den nye sæson (med den nye Superliga-struktur med 12 hold) til sæsonstart i marts 2021.

Jeg kan kun se fordele!

Vi får en 100% fair afgørelse på indeværende sæson, plus at vi får vendt turneringen således at fodbolden spilles fra ultimo marts til ultimo november. Og ikke i februar og december, hvor det – på trods af klimakrisen – ikke er superfedt at være hverken tilskuer eller spiller i Danmark.

I et normalt år forestiller jeg mig at turneringerne kunne starte i uge 12 (21.-22. marts) og slutte i uge 47 (21.-22. november). Her er der så med 32 runder, som den nye Superliga struktur minimum kræver, tre fri-weekender. I år uden slutrunder forestiller jeg mig et lille summer-break på 14 dage – mens vi i år med slutrunder kan holde pause på 3-4 uger.

Herudover skal man selvfølgelig – som i dag – skaffe plads til landskampe ved at have midtuge-runder. Men ideen er at tage de 2-3 sidste runder på året + de 3-4 første runder på året … og spille dem i solskin i maj, juni eller juli i stedet.

Sommer-sommer turneringen kom ind i dansk fodbold med Superligaen i 1991, og dengang var et af de største argumenter, ”at det var en fordel for vore Europa-deltagende hold”.
Men dét argument kan ikke holde her i 2020. Jeg er således 100% sikker på, at det er meget bedre for FCM eller FCK at blive mestre i november … og så have mere end et halvt år til at forberede deres Champions League kvalifikationstrup, som i øvrigt så afvikles midt i den danske turnering, hvilket formmæssigt bør give de danske hold en stor fordel.

Jeg går ud fra at vi så også vil få transfer-vinduer som Norge og Sverige, hvilket jeg også tror må være en fordel for de danske klubber. Man må kunne samle nogle transfers op, som ikke nåede at komme i mål i det internationale vindue.

Jeg tænker også at NENT og de øvrige TV-kanaler bør kunne overtales. Selvom sommeren ikke er en fantastisk tv-periode, så er december også pakket op med en masse jule-sager, hvilket betyder at de som regel altid har reklame-udsolgt i forvejen. Og så gir det altså bedre TV-billeder med flere tilskuere i sommer-outfit, end færre frysende tilskuere. Desuden ser flere og flere deres Superliga-bold på streaming-tjenesterne, som også fungerer i sommerhuse og på stranden.

Normalt ville det være et kæmpe problem/issue at skifte tilbage til kalenderårs-afvikling, fordi vi så skulle arrangere en lille mini-halvårs-sæson. Men Coronaen er i disse dage, uger, måneder i fuld gang med at løse problemet om ”det skæve halve år”.

Vi skal bare lige ha’ løst een lille detalje. Nemlig at finde deltagerne i 2020’s UEFA-turneringer, da vi jo med indførelse af kalenderårsturnering først slutter turneringen til november (hvor UEFA-pladserne findes til 2021-sæsonen). Men her tænker jeg at DF/DBU sammen med NENT kan lave en lille spændende sommer-turnering, hvor eksempelvis de seks øverste FCM, FCK, AGF, Brøndby, FCN og AaB fordelte de pladser vi har i Europa til efteråret imellem sig.
Man kunne give FCM og FCK fordele fordi de er så langt foran hhv. nr. 2 og 3 – men i virkeligheden betyder det ikke så meget – fordi dette jo er en slags ekstra chance. FCM på førstepladsen og FCK på 2. pladsen får jo fuld valuta for alle deres point og placering når UEFA pladserne fordeles til november – så ingen snydes.

Jeg er med på at de større klubber med de store budgetter ift. økonomien allerhelst vil i gang med at spille asap. Men mon ikke Mette F, NENT, Claus Thomsen og andre dygtige folk kan finde en løsning vedr. likviditeten? UEFA-sommer turneringen vil også kunne tage en del af presset her.

Pas på jer selv – og fodbolden …
Holger Kristiansen
Silkeborg KFUM Elite

Ét svar til “Indspark: Spil kalender-bold igen!”

  1. Ole Kure Espersen siger:

    Super ide….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *