Det er med stolthed, at vi kan præsentere SIF-ikonet Dennis Flinta som ny spiller i Silkeborg KFUM.

36-årige Flinta passer perfekt til vort projekt, hvor vi de seneste 5 år har haft god succes med konstant at have 2-3 rutinerede (+30 år) tidligere Superliga-/1. divisions-spillere i truppen, således at vore mange unge spillere har nogen at læne sig op ad.
Christopher Poulsen, Søren Philipp, Frank Hansen, Patrick Bang, Mikkel Buur, Mads Rosenberg, Frederik Hammershøi og Thomas Dalgaard er alle fine eksempler på dette. Vi er sikre på at Dennis Flinta vil sikre at det fortsat er en god vej for KFUM.

Udover den erfaring Dennis kommer med så er han jo også stadig en fantastisk spiller. Det er således kun en måned siden, at Flinta spillede sine sidste Superliga-minutter – nemlig da SIF vandt efterårets eneste hjemmesejr (2-1 over Randers den 8. december).

“Dennis’ meriter taler for sig selv. Hans fysiske, tekniske og taktiske egenskaber er på højeste niveau, og i kraft af hans lederegenskaber vil træningsmiljøet, det sociale miljø og vores kompetitive udtryk på banen få et kæmpe løft. Vi glæder os utroligt meget til at arbejde sammen med Dennis”, siger sportschef Ove Christensen om Flinta.

I en af sine skades-perioder i SIF hjalp Dennis Flinta Thomas Loft, der dengang var U19 Liga træner i SIF. Og lige meget hvem man spørger, så har Dennis altid været god til at integrere de unge spillere i truppen.

Nu “genforenes” Loft & Flinta i Silkeborg KFUM – og sammen med den nye assistent-træner (se mere i morgen), Ove Christensen – og vore øvrige rutinerede spillere – så har vi et fantastisk ‘hold’ til fortsat at udvikle vore unge spillere. Både til træning – og i kamp.

Kæmpe velkommen til Dennis Flinta.

Dennis Flintas karriere:
2001-2003 Avarta, Hvidovre & KB
2003-2005 Brøndby IF
2005-2007 Silkeborg IF
2007-2009 FC Midtjylland
2009-2019 Silkeborg IF
2020 Silkeborg KFUM

Foto øverst: Morten Kjær/Silkeborg IF

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *