Lørdag fik vi spillet den anden træningskamp, og det endte med en 2-0-sejr over Aarhus Fremad (DS). Fremad stillede med et stærkt hold, hvor flere af spillerne har været med på 2. divisionsholdet.

Kampen var præget af en strid vind på langs af banen, og med medvind i første halvleg kunne vi i perioder lægge et tungt pres. Men Fremad har nogle virkelig dygtige spillere, og derfor var de også meget på bolden. Vi skulle hen til det 20. min. før der kom gang i målscoringen. Thomas Bejder blev nedlagt i feltet, og straffesparket skulle Nicolai Johansen sparke. Det blev dog reddet, men han skød selv riposten i mål til 1-0. Det gav lidt ekstra luft, og vi havde nogle gode omstillinger, hvor den sidste aflevering desværre var for dårlig. Det blev dog 2-0 efter 40 minutter, da Patrick Bang med en flot aflevering fandt Johansen, og han spillede på tværs til Bejder, der i to omgange fik scoret. 2-0 ved pausen.

Vi vidste, vi ville komme under pres i 2. halvleg på grund af den kraftige vind samt deres gode boldomgang, og i de første 10 miniutter var vi heldige/dygtige og fik lige blokeret skuddene, og ellers tog keeper Markfoged sig af det. Vi kom dog meget mere med og fik også nogle omstillinger, der skulle have lukket kampen. Begge hold kunne godt have fået et tilkendt et straffespark, men ingen af dem blev fløjtet, og derfor endte kampen 2-0. En rigtig fin sejr mod et godt DS-hold.

Vi fik desværre Simon Damgaard skadet, da han rev skulderen af led, og efter en tur på hospitalet venter der nu et par ugers pause. Det samme venter Christian Hoe, der også måtte udgå med en noget hævet ankel. 

Heldigvis er flere på vej tilbage fra skader, så vi skal nok kunne stille et slagkraftig hold.

Defensivt var det en fin kamp, men vores offensive del og boldomgang skal blive markant bedre, da vi smider for mange bolde væk for hurtigt og skal blive bedre på den del.

Der var flere godkendte præstationer, hvor Mads Markfoged, Patrick Bang samt Rasmus Niebur viste gode karakterer.

Næste kamp er på fredag, hvor vi møder topholdet i 2. division Jammerbugt FC i Vrå kl. 18.30.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *